Dostojevskij og roulette spillet

Det ufattelige objekt: Dostojevskij og roulette spillet

Det synes måske, at almindelig logik foreslår, at et førstehåndsindtryk af et objekt forsvinder, så snart vi har erfaret dets natur. At så snart vi opdaget en fordom, er vi også i stand til at erstatte den med noget mere faktuelt.

Men måske er der i højere grad tale om en sammensmeltning end en erstatning. Det virker i hvert fald at have været tilfældet for den store russiske forfatter Dostojevskij i hans forhold til roulette spillet, der stadig var et ganske nyt fænomen på hans tid. Her vil jeg dele et par overvejelser om Dostojevskijs forhold til hasardspillet, på basis af hans kortroman Spilleren (1867).

Dostojevskij

En skarpsindig beretning om konsekvenserne af en ny teknologi

Dostojevskij skrev næsten aldrig pur fiktion, ligesom han sjældent forsmåede sig til at berette om rent levet liv. Spilleren er en af de historier, hvor forfatteren læner sig kraftigt imod autobiografien, og beskriver et af hans livs største personlige nederlag med en forbløffende kølighed.

Kortromanen tager os på en medrivende rejse til Vesteuropas casino hoteller, i en by som forfatteren så belejligt har navngivet Roulettenburg. Huslæreren og aristokraten Aleksej Ivanovitj ankommer til byen sammen med en russisk general og hans hustand, der ikke mindst inkluderer den smukke og dragende steddatter Polina, i hvem vores hovedperson er hovedløst forelsket.

Roulettespillet er mere eller mindre nyt i det meste af Europa i disse dage, og er den helt store mode i finere kredse, om end spillet anses for ulødigt og uegnet for gentlemen. Således beskriver bogen hvordan en gentleman bør opføre sig ved roulettebordet: Han må aldrig lade sig oprive over tab eller vindinger, men bør alene fremstå interesseret i matematikkens uendelige kispus (pp. 19):

”Man skelner her skarpt mellem det uanstændige spil, det spil, man kalder >>mauvais genre<< – og spillet, som et ordenligt menneske kan tillade sig … En gentleman bør f.eks. sætte en 5-6 louis-d’ors, sjældent mere – for øvrigt, er han meget rig, kan det jo hænde, at han sætter en langt større sum, måske tusind francs – men han gør det alene for spillets skyld, kun for sin fornøjelses skyld så at sige, for at se hvorledes processen gevinst og tab forløber og uden i mindste måde at interessere sig specielt for gevinsten.”

Spoiler alert!: Har du ikke læst Spilleren, spring videre til næste afsnit her!

Sammen med den eftertragtede Polina, kaster vores hovedperson sig ud i roulettespillet og oplever både de dybe afgrunde og tårnende succesfølelser der hører sig med. Undervejs giver Dostovjevskij en galgen-humoristisk skildring både af spillet, såvel som den sælsomme maskerade forbundet med livet på kurstedet.

Hovedpersonens formål med at spille er tydeligt: Autonomi. At vinde så mange penge, at han kan rykke op af den sociale rangstige, og komme i en position, hvor han kan bejle til den elskede Polina.

Polina for hendes vedkommende underholder huslærerens drømme i det omfang det er belejligt for hende, men portrætteres tydeligt som en person for hvem tanken om et ægteskab med Aleksej Ivanovitj i bund og grund er en fjollet dagdrøm.

Da det imidlertid lykkes for Aleksej Ivanovitj at vinde en så enorm gevinst, at han reelt har potentialet som en seriøs bejler, er det intet mindre end ødelæggende for Polina. Det bratte virkelighedsskift får simpelthen hendes verden til at ramle sammen. En mere grusom og kirurgisk skildring af hasardspil finder man vidst næppe andre steder!

Da den psykisk nedbrudte Polina forsvinder med en anden bejler, tager vores hovedperson i stedet med den attraktive Mademoiselle Blanche (Generalens elskerinde) til Paris, hvor han bruger hele sin formue i løbet af ganske kort tid – alt sammen med fuldt overlæg fra Blanches side (pp. 138):

”Véd du da ikke, at et sådant liv rigeligt opvejer hele din øvrige tilværelse? En måned – et après le déluge!”

I historiens slutning møder vi endnu engang hovedpersonen ved et casino, fallit. Han møder Mr Astley, en tidligere ven og rival, der fortæller ham om Polinas skæbne. Vi forlader hovedpersonen med drømme om at vinde nok penge til at rejse hen til Polina.

Virkelighedens spiller

Handlingen i Spilleren er så nøjagtigt flugtende med Dostojevskijs eget liv, at man dårligt kan fatte at han har formået at nedfælde det i kontant prosa. Ganske givet har de mange år tilbragt i straffelejr været med til at hærde ham, og gjort ham i stand til italesætte selv de dybeste nederlag på samme laissez-faire måde som man ville beskrive en teatertur.

Det er i 1863 at Dostojevskij gør sine første og fatale erfaringer ved rouletten, da han rejser til de tyske kursteder Wiesbaden og Baden-Baden. Dostojevskij er på dette tidspunkt forholdsvist velhavende, men formår alligevel at tabe så mange penge, at han bliver tvunget til at bede om hjælp hos familie og velgørere.

Ganske som i hans roman fører Dostojevskijs spil ham også til Paris, hvor han meget lig i sin roman ødsler en stor mængde penge væk i løbet af en måneds tid med en elskerinde.

I 1866 nedskriver han et af sine mest kendte værker, Forbrydelse og Straf. Året efter nedskriver han Spilleren med hjælp fra stenografikeren Anna Grigorenya Snitkina, der senere bliver hans anden kone. Nedskrivningen tager blot 26 dage.

Det virker en mand der har lært af bitter erfaring der gør skarpsindige observationer om spillets håbløshed som det følgende (pp. 29):

”… jeg havde det indtryk, at beregningen i spillet kun har yderst lidt eller måske intet at betyde og i hvert tilfælde slet ikke har den værdi, som mange spillere tillægger den. Der sidder de med deres linjerede notesbøger, mærker sig for hver omgang af rouletten kulør og tal, beregner chancerne, kalkulerer, sætter så og – taber ganske som vi andre dødelige der spiller uden beregning.”

Uhelbredelig

Det ville måske være nærliggende at tænke, at nedskrivningen af Spilleren ville være en slags katarsis for Dostojevskij, og ville lade ham lægge nogle af hans livs groveste fejltrin bag sig. For hvis man kan skrive om det, så kan man vel også forstå det?

Men ak. Selvsamme år som han udgiver Spilleren, taber Dostojevskij igen en stor sum ved roulette bordet, da han rejser på bryllupsrejse med Anna til Vesteuropa efter at have giftet sig med hende.

På trods af hans skarpsindige observationer om rouletten og spillets indbyggede håbløshed, var han ikke i stand til at rive sig løs af det. En pudsig passage i Spilleren synes at give et glimt af ludomaniens desperate logik (pp. 18):

”Hvorfor skulle gevinsten ved spil være af ringere eller slettere art end enhversomhelst anden pengevinding, f.eks. ved handelsvindingen? Ganske vidst: Her vinder af hundrede spillere kun en, men hvad vedkommer det mig – når jeg blot er denne ene?”

Det siger sig selv, at det danner anlæg for en ægteskabskrise af de helt store, når ens mand bortspiller en stor del af familiens økonomi. Det er dog blevet observeret af andre, at Anna åbenbart havde en evne til at adskille sin mands ludomani fra ham selv, på samme måde som Dostojevskij selv var i stand til det.

1871 gør Dostojevskij et – ifølge Anna – sidste besøg til gambling hallen i Wiesbaden. Personligt tror jeg det er tvivlsomt om han nogensinde lagde spillet bag sig: For en person med så voldsomme oplevelser i bagagen for Dostojevskij, der oplevede at blive stillet på skafottet kun for at blive benådet i sidste øjeblik og herefter smidt i arbejdslejr, må spillet have handlet om meget mere end penge, men simpelthen om at føle sig i live.

At elske noget, selvom du ved det er ondt

Der er en omhyggelig og nøje tilstræbt korrelation imellem roulettespillet og forførerisken Polina i Spilleren.

Hovedpersonen er fuldstændigt bevidst om at den smukke kvinde fra overklassen ikke kan opnås, og at hun gør ham mere ondt end godt, som da hun får ham til at udføre en practical joke, der ender med at koste ham hans stilling. Hans følelser for hende svinger fra hadefulde til dybt kærlige, men er altid passionerede:

”Jeg sværger: Havde der tilbudt sig en mulighed for mig til at bore hende en skarp kniv langsomt ind i brystet – jeg havde – derom er jeg overbevist, gjort det med vellyst. Men tillige sværger jeg ved alt helligt, at hvis hun der, på Slangebjerget, havde sagt til mig: Styrt dig ned herfra! Jeg havde i samme nu styrtet mig ned, og det ligeledes med vellyst. Det ved jeg!”

På samme måde er han sig fuldstændig bevidst om roulettens håbløshed, men tilværelsen byder ham alligevel at tage risikoen.

Foruden at analogien imellem spillet og en femme fatale er malerisk, så siger den også noget meget afslørende om den menneskelige opfattelse. Nemlig at vi ikke sjældent er i stand til at træffe det rigtige valg, også selvom alle fordele og ulemper er lagt frem foran os.

Hvis spillere tænkte logisk, ville der ingen spillere være! For udsigten til at få et underskud på 2,5% (en moderne europæisk roulette har en udbetalingsprocent på 97,3%) tiltaler vel ingen?

Men de kolde fakta til trods, bliver vi ved med at spille. Ligesom at den elskovssyge bliver ved med at forfølge en elsker, selvom personen har gjort nok så meget skade.

Rouletten som kulturelt objekt

Det slår mig, at i modsætning til kortspil eller terninger, har rouletten intet uskyldigt ophav. Ligesom en revolver er designet til at dræbe, er en roulette designet til at spille.

Spilleren beskriver mødet med det forunderlige aggregat, der dengang var ganske nyt for de fleste europære. Men selvom rouletten har over 250 år på bagen, spiller vi stadig. På de landfaste casinoer, og på online casino, hvor rouletten nu blot er en visuel repræsentation og en abstrakt matematisk algoritme. Velvidende om at huset altid vinder i sidste ende.

Sandheden om et objekt kan ikke overskrive det første indtryk af det. Var dette tilfældet, ville spilleren næppe blive ved med at spille. For lykkefølelsen ved roulette må vel i sidste sted bero på, at man oplever gevinst.

Men rouletten er ikke forsvundet. Den er tværtimod blevet et kulturelt ikon, på samme måder som terninger, og bruges som et symbol på skæbnens grumhed, såvel som på evnen til at tage den chance, der ikke er der.

Førstehåndsindtrykket af spillet forsvinder ikke til fordel for den bitre erfaring. Den menneskelige psyke blander i stedet de to ting sammen, og laver det til en sælsom historie. I Dostojevskijs tilfælde en historie om både passion, muligheder og afmagt.

Kilde:

Fjodor M. Dostojevskij (1867, 2006): Spilleren. Ejnar Thomassen (overs.) People’s Press.